Ekstra timer til 9. og 10. klassetrin inden afgangsprøverne
Skoleadministrationen og Børn & Familieudvalget giver skolerne mulighed for at tildele afgangseleverne ekstra undervisningstimer.
Efter regeringsindgrebet og ophævelsen af de sidste mange ugers lockout er der nu en særlig udfordring i at gøre eleverne i 9. og 10. klasserne klar til afgangsprøverne.
Skoleadministrationen har sammen med Børn & Familieudvalget besluttet, at skolerne, i dagene indtil de skriftlige prøver starter, kan tildele både 9. og 10. klassetrin ekstra undervisningstimer som erstatning for aflyste timer, hvor det er muligt.
"Skolerne kan ikke nå at give afgangseleverne det vejledende timetal, men skolerne kan godt nå at give eleverne flere timer, end de ellers ville have fået. De enkelte skoler kan tildele ekstra timer op til det vejledende timetal med særlig vægt på prøvefagene," siger Hans Erik Møller, der er formand for Børn og Familieudvalget, og fortsætter:
"Eleverne har også været fanget i lockouten, men med dette forslag kan de få erstatningstimer og blive så velforberedte som muligt til afgangsprøverne. Vi har drøftet modellen med skoleadministrationen, og vi bakker selvfølgelig op om, at hjælpe eleverne så meget som muligt."
Samtidig med ophævelsen af lockouten blev folkeskolerne i Esbjerg Kommune orienteret om muligheden for at tilbyde ekstra undervisningstimer til 9. og 10. klasseeleverne.