Fasthold SF's sjæl
Ved SF's 1. maj-møde i Roskilde talte partiets nye spidskandidat ved efterårets kommunevalg, Birgit Pedersen: - Vi skal fastholde SF's sjæl og de socialistiske idealer, for der er brug for os på venstrefløjen i et parti mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten. Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget lagde dog ikke skjul på, at det godt kunne være svært, efter at partiet er kommet med i regeringen: - Vi så frem til at komme med og få indflydelse ved at være med, hvor det sker - men nu er vi da nogle, der ser frem til at komme ud af den igen. - Jeg er helt opmærksom på, at den nuværende regering laver mange gode ting på forskellige områder. Men det kan ikke opveje de negative beslutninger, der kommer til at overskygge alt det andet. I Roskilde glædede Birgit Pedersen sig over, at partiet har været meget synlige i lockout'en mod lærerne og taget deres parti, hvilket også har givet god kredit. - I byrådet har vi været med til at gennemføre stærke og gode beslutninger, som vi skal gøre synlige i den kommende valgkamp, forklarede partiets nye lokale frontfigur.