Flotte ord om den unge jazzfestival i Køge
Modern Jazz Days i Køge er vigtig for den nye jazzmusik i Danmark, mener Lars Winther fra organisationen Jazz Danmark.
MUSIK: I år er det kun anden gang, Køge-festivalen Modern Jazz Days løber af stablen. Alligevel er festivalen allerede en vigtig spiller på nationalt plan som fødselshjælper for unge jazz-talenter – og regionalt som kultur-lokomotiv.
Sekretariatschef Lars Winther fra interesseorganisationen Jazz Danmark er selv aktiv pianist og komponist. Han konstaterer med tilfredshed, hvordan Modern Jazz Days har placeret sig på landkortet fra dag ét:
- Festivalen har rykket den nye jazzmusik ud til et publikum, som ellers ikke ville få adgang til den. Det er nødvendigt, fordi vi netop ønsker, at aktiviteterne ikke kun er centreret omkring byer som København og Aarhus. Samtidig er Modern Jazz Days vigtig for jazzens økosystem, fordi de unge navne her har fået et kærkomment sted at spille koncerter – og tilmed et sted, som tager både kunstner og kunst seriøst, forklarer Lars Winther.
Jazz Danmarks sekretariatschef er samtidig fornøjet over, at Modern Jazz Days har valgt at kigge ud over det danske jazzlandskab og bakke op om de strømninger, der allerede er i gang:
- Det varmer mit hjerte at se, hvordan festivalen som det mest naturlige i verden manøvrerer rundt i jazzmiljøet. Modern Jazz Days har til eksempel valgt at støtte op om konkurrencen Ung Jazz ved at lade indtil flere vindere optræde ved årets festival. Det er godt set. Jeg mener overordnet, at festivalen er på vej til at blive en særdeles vigtig brik i det danske jazz-puslespil, siger Lars Winther.
Styrker profilen
Også fra politisk side er der fokus på den unge jazzfestival. Køges Borgmester Marie Stærke (S) glæder sig på hele regionens vegne over, at festivalen har skabt en ny kulturel tradition.
- Det er godt gået, og jeg ser frem til at høre ny og spændende musik. Jeg deltog også sidste år og kunne se, at idéen holdt fuldt ud. Det er sådan noget vi er gode til i Køge – og som vi skal være gode til, når vi skal skille os ud i forhold til København. Det er en kulturbegivenhed, som kommer mange til gavn – både borgere fra byen og fra de store nabobyer, mener borgmesteren.
Marie Stærke ser Modern Jazz Days som skræddersyet til den fremtidsvision, som hun og mange andre har for byen og hele området:
- Vi vil gerne være et sted, hvor der altid sker noget originalt og lidt skævt. Vi ønsker med andre ord at være garant for anderledes kulturoplevelser, som ikke rimer på mainstream. På det punkt er Modern Jazz Days et mønstereksempel. Jeg opfordrer alle interesserede til at møde op og tage del i oplevelsen - og samtidig mener jeg, at virksomheder og organisationer kraftigt bør overveje et samarbejde med festivalen, lyder meldingen fra Køges borgmester.
Modern Jazz Days vil de kommende uger løbende offentliggøre nye tiltag på festivalens hjemmeside – www.modernjazzdays.com.
mr