Kreativ erhvervsskoleelev vandt
Casper Pedersen, der læser til mediegrafiker, tog sejren i Danish Entrepreneurship Awards landsdækkende plakatkonkurrence
Til efteråret fejres kreativitet, innovation og iværksætteri af unge iværksættere, undervisere og erhvervsfolk når messen Danish Entrepreneurship Award 2013 løber af stablen i Messe C i Fredericia.
Kreativiteten har allerede været brugt flittigt af grafikere og designere under uddannelse landet over. De har nemlig konkurreret om at designe plakaten til årets Award.
Sejren endte hos 18-årige Casper Pedersen fra Aarhus Tech, der lod sig inspirere af et element i sidste års plakat:
"Jeg fik idéen fra videoen om sidste års plakat, hvor Simon Friis - vinder af sidste års plakatkonkurrence, refererede til pæren, hvor jeg så mere potentiale i en pære. En pære symboliserer idéen bag en virksomhed, og selvom den har været brugt meget, kan man stadig videreudvikle på den og bruge den på nye måder, som jeg har gjort. At videreudvikle idéen om pæren har været svært, men samtidig rigtig sjovt og udfordrende," fortæller den unge plakatmager om sit vinderbud.
Casper Pedersen får som vinder af plakatkonkurrencen en check på 10.000 kr. sponsoreret af Teknisk Landsforbund.