Anni Grimm er DF's spidskandidat
Dansk Folkeparti i Vejen har spidskandidaten på plads
Dansk Folkeparti i Vejen har holdt opstillingsmøde. På mødet blev Anni Grimm, Gesten, valgt som partiets spidskandidat.
Anni Grimm er gruppeformand for DF's gruppe i byrådet og har været medlem af økonomiudvalget siden valget i 2009.
"Jeg er rigtig glad for den entydige tilkendegivelse af mit kandidatur, som opstillingsmødet gav udtryk for, og jeg glæder mig til valgkampen og til at fortsætte endnu en periode i Byrådet - i håbet om vælgernes opbakning til mit arbejde for Dansk Folkeparti's værdier og synspunkter," siger Anni Grimm om valget.
Nummer 2 på listen blev Claus Grimm, Bække. Claus Grimm blev 1. suppleant til byrådet ved valget i 2009 og har været indkaldt og virket som suppleant i en længere periode.
Som nummer 3 på listen blev Michael Bramm, Brørup, valgt, og der er yderligere interesse fra DF-medlemmer, der overvejer muligheden for at komme med på den åbne liste.
"Dansk Folkeparti i Vejen Kommune ser frem til en god og saglig valgkamp – og mødet med vælgerne. Hos os er der ingen slinger i valsen. Vi vil gerne kunne genkendes – også efter et valg."