Mindre bureaukrati og bedre service
Læserbrev af Kent H. Kristensen Spidskandidat, Ny Alliance, Fredericia
Jeg gætter på det ikke kommer som en større overraskelse, at vi i Liberal Alliance vil have sænket skatten på arbejde og virksomheder, afskaffet skadelige afgifter og ryddet ud i bureaukrati og snærende regler, så vi kan skabe de bedste forhold for virksomhederne, så de kan skabe vækst og velstand.
Gode vækstbetingelser er dog ikke udelukkende en sag for politikerne på Christiansborg. Kommunerne spiller også en betydelig rolle.
Kommunerne er til for borgerne og virksomhederne - ikke omvendt. En kommune skal være serviceminded og først og fremmest fokusere på virksomhedernes og borgernes vilkår.
Derfor skal vi have fjernet bureaukratiske foranstaltninger og lange sagsbehandlingstider, der skræmmer potentielle tilflyttere og iværksættere væk, have sænket eller afskaffet mange af de kommunale særskatter og tænke i vækstfremmende løsninger som for eksempel længere åbningstider i dagsinstitutionerne.