I aften hedder Skør Fredag "Mardi Gras"
I aften festes der i Haderslev. Butikkerne har åbent til 22.00 og i gaderne er der musik, gak og gøgl
Meget er planlagt og tilrettelagt, men meget meget mere kan ske. Med andre ord - En ny 'Skør Fredag' lurer i Haderslev. Denne gang med det meget favnende tema 'Mardi Gras'.
Hvad man hver især - Rundt omkring i byen - Fylder i begrebet 'Mardi Gras' bliver spændende at opleve, men helt sikkert er det at det bliver festligt og farvestrålende.
"Byens butikker vil være pyntet i flotte farver og der vil være aktiviteter for en hver smag," fortæller Haderslev Butikkers eventmager Christian Schulz.
'Skør Fredag' har været ét af Haderslev Butikkers stærkeste koncepter i mange år. En aften, hvor byen fester og hvor butikkerne holder åbent til klokken 22.00. Der skal naturligvis være noget at komme efter i butikkerne, men også på byens gader, stræder og torve skal der være fest.
Der findes ikke noget komplet program for 'Skør Fredag' - Eller 'Mardi Gras' som arrangementet hedder denne gang. Der er nemlig så mange, der arrangerer noget, at ingen har det komplette overblik. Det ligger dog fast, at byens gader aftenen igennem vil være fyldt med gøgl og narrestreger. Gøgler Anton vil udføre sine livsfarlige tricks med byens unger, der vil være sækkevæddeløb, svævebane og meget meget mere.
Musik vil der naturligvis også være masser af. Lige fra 'Open air' på Gravene, over Gardermusik i gaderne til strygerensemble i domkirken. Dans kan man ligeledes opleve flere steder i byen, og sådar et ildshow er der på det omfattende program.
Ikke noget at sige til, at man kan blive lidt træt og sulten - Og så er det herligt at byens caféer og restauranter har udeservering af både vådt og tørt.