Fortsæt til indhold

Ringriderskål i jubilæumsøl

Ringriderfesten 125 års jubilæum fejres med specialøl fra Fuglsang

Arkiv
Mikkel Hansen

Ringriderfesten i Sønderborg fejrer i år 125 års jubilæum. Det fejres bl.a. med en specialbrygget øl fra det sønderjyske bryghus Fuglsang.
"Det er en pilsner med mindre bitterhed end normalt. Vi har bl.a. tilsat karamelmalt og ristet malt. Det giver en flot gylden farve og en god rund smag," forklarer konsulent Jan Byriel fra Fuglsang.
Der er brygget 40.000 flasker samt en større mængde øl på fad, og Fuglsang forventer, at det hele bliver solgt i løbet af sommeren.
Alene til Ringriderfrokosten går der 16.000 øl til at slukke tørsten. Lansen, det store telt på pladsen, vil i år kun føre specialøllen.
Øllet bliver frigivet fredag den 7. juni kl. 16.00 ved et festligt arrangement på Rådhustorvet.
Der er 500 gratis smagsprøver, Fuglsang stiller med en gammel hestetrukket bryggerivogn, og øllet kan skylles ned til både sækkepibe- og jazzmusik, ligesom Ringriderfestens Herolder deltager.
Øllen sælges efterfølgende på Colosseum, Ib Rehné Cairo, Brøggeriet, Ox-en, Kvicklys stand ved markedsdagene, Føtexs stand på Røndhaveplads, Bella Italia, og Jesper's Pølsers stand på Perlegade.