Så er sæsonen for tyveri af havetraktorer begyndt
Politiet har modtaget to anmeldelser om tyveri af havetraktorer - begge tyverier er sket i Gesten
Når foråret - og dermed også havearbejdet - begynder, oplever politiet en stigning i tyveri af havetraktorer. I denne uge har to haveejere mistet deres havetraktorer - og begge tyverier er sket fra ejendomme på Ø. Gesten Mosevej i Gesten.
Det første tyveri er sket i tidsrummet fra tirsdag klokken 18 til onsdag klokken 08.
Fra en lade er der stjålet en orange havetraktor af mærket Husquarna, en GPS af mærket Garmin model Nuvi og en buskrydder.
Da det andet tyveri er sket i tidsrummet fra tirsdag klokken 19 til onsdag klokken 11 formoder politiet, at det er de samme gerningsmænd, der har været på spil begge steder.
Ved det andet indbrud har gerningsmændene klippet en kædelås op, og fra et udhus er der stjålet en gul havetraktor af mærket Stiga Villa, og man har tømt en fryser for kød.
Det oplyser Morten Alslev fra Lokalpolitiet i Vejen.