Fortsæt til indhold

Ældrerådet bliver digitale

Arkiv
Arkiv

Den ældre generation er ikke bange for den digitale verden. Det var helt tydeligt, da Ældrerådet i Sønderborg for nylig fik stillet iPads til rådighed, så de fremover nemt kan læse dagsordener og referater digitalt.
Sønderborg Kommune har modtaget 2,3 millioner kroner fra Socialministeriet til et projekt, der skal hjælpe de ældre med at blive klar til nutidens digitale udfordringer. Projektet skal understøtte de kursus- og undervisningsforløb, som allerede eksisterer, og derudover tilbyde undervisning i eget hjem til de ældre borgere, der har svært ved at komme hjemmefra.
Formanden for Ældrerådet, Rita Nielsen, sidder i styregruppen for projektet, og Ældrerådet følger levende med i de ting, der sker. I den forbindelse opstod ideen om, at Ældrerådet selv kunne gå foran i processen og blive endnu mere digitale.
"Det er en fantastisk opbakning både Ældrerådet og alle de frivillige foreninger giver os. Vi kunne ikke ønske os bedre ambassadører for vores projekt til styrkelse af de ældres digitale færdigheder," siger socialudvalgsformand Jørgen Jørgensen.