Lokale varer går som varmt brød
Superbrugsen på Nymarksvej efterlyser flere lokale leverandører
Er de ikke flotte??
Uddeler Kenneth Ørvad hos Superbrugsen på Nymarksvej i Fredericia rækker en håndfuld knaldrøde tomater frem. En forbipasserende kunde noterer sig uddelerens stolthed og stopper op ved kasserne med tomater.
?De er lokalt produceret. Det kan vi godt lide,? siger Kenneth Ørvad og lægger tomaterne tilbage i kassen, inden han snupper et par agurker.
?De er også lokale,? siger han og retter på grøntsagernes indpakning, så den tager sig bedst ud.
Den lokale produktion er blevet et særligt parameter for Superbrugsen, når der skal vælges leverandører. Butikken har allerede en del lokale varer på hylderne, men Kenneth Ørvad håber at få endnu flere.
?Hvis lokale fødevareproducenter læser det her, må de meget gerne henvende sig til mig. Så kan vi måske lave en aftale,? siger han og tilføjer, at lokal-satsningen i første omgang ikke omfatter kød og fisk.
Lokal stolthed
En kundeundersøgelse viste for nylig, at Superbrugsens kunder efterspurgte lokale produkter. Derefter gik Kenneth Ørvad i gang med at skaffe de eftertragtede varer.
?Priserne er stort set den samme som på varer, vi kunne hente hjem andre steder fra. På nær nogle specialøl fra Frederiksodde Bryghus. De koster selvfølgelig lidt mere end andre af vores øl,? siger han.
Han oplever, at de lokale producenter er stolte af at præsentere deres varer i lokalområdet. ?Det betyder da noget, at man møder kunden på gaden eller i butikken. Og samtidig kan jeg godt lide, at vi på denne måde bakker de lokale producenter op. Jeg håber at få endnu flere lokale varer på hylderne,? siger Kenneth Ørvad.
Plads i butikken
Når butikkens udbud af lokaltproducerede produkter stiger, er det Kenneth Ørvads plan at samle dem på særlige hylder eller afdelinger i butikken. Hvis ellers varegrupperne passer sammen.
?Vi sætter gerne plads af til det. For nu har vi jo fået mere plads,? siger han med henvisning til, at Superbrugsen for tre måneder siden flyttede fra den gamle adresse på den anden side af Nymarksvej til de nyindrettede lokaler i den gamle Starpipe-fabrik.
?Vi er kommet rigtig godt fra start. Omsætningen er steget med 18 procent. Vi har ansat et par ekstra folk. Og kunderne er glade for at have fået mere plads og luft i butikken, og de har taget godt imod vores nye slagter- og delikatesse-afdeling. Og den udvidede frugt- og grønt-afdeling. Så det går rigtig godt,? siger uddeleren med et smil.