Hver femte klarer ikke dansk og regning
Mere end hver femte elev i Roskildes folkeskoler består ikke afgangsprøven i dansk og matematik. Helt nøjagtig var tallet 21,9 pct., hvilket er betydeligt dårligere end landsgennemsnittet på 19,3. Samtidig klarer kommunen sig dårligere end andre og mindre velstillede områder.
De chokerende kendsgerninger fremgår af tal fra Undervisningsministeriet efter afgangsprøverne i sommeren 2011. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har derefter rangeret landsdelene og de enkelte kommuner.
Her er det langt fra overraskende, at det velhavende Nordsjælland klarer sig bedst foran Østjylland, mens Syd og Vestsjælland er i bunden sammen med Lolland-Falster og dele af Nordjylland.
Forskellene er uhyggeligt store. I de bedste kommuner som Lyngby er det under 10 pct., som ikke kan klare afgangsprøven i de to vigtigste fag, mens det omvendt i f.eks. Odder og Vordingborg er over en tredjedel.
Dårligere end naboerne
Normalt skulle Roskilde i sådan en undersøgelse, pga. høje uddannelser og gode indtægter hos borgerne, komme ud som en af de tre bedste kommuner i Region Sjælland, sammen med naboerne i Lejre og Solrød.
Men her dumper Roskilde længere ned, end de objektive forudsætninger kan forklare.
Betydeligt dårligere stillede kommuner på Sjælland opnår faktisk bedre resultater end Roskilde ved disse afgangsprøver, som det fremgår af nedenstående tabel. Det gælder flere af vore nabo-kommuner, og når byer som Slagelse og Køge også klarer sig bedre, er der noget helt galt.
Så dårligt et resultat kræver en meget god forklaring. Derfor har Roskilde Avis til næste udgave spurgt en række medlemmer af byrådets skoleudvalg om, hvad årsagen kan være, og hvad de vil gøre ved det?
tk
Kommuner
Så mange procent af eleverne i 9. klasse klarede ikke afgangsprøven i dansk og matematik i følgende kommuner:
Høje-Taastrup 23,2
Roskilde 21,9
Næstved 21,5
Brøndby 21,4
Slagelse 21,2
Ringsted 21,2
Køge 19,7
Lejre 19,1
Frederikssund 18,8
Egedal 11,3