Kjøge Mini-By er klar til sommerens aktiviteter
MINI-BY: Her i Køge bys 725 års jubilæum har Kjøge Mini-By i foråret haft travlt med at gøre den lille modelby af Køge årgang 1865 klar til at modtage sommerens mange gæster. Gartnerne har renset gårdene for blade, plantet friske planter med mere.
Samtidig har byggefolkene fået placeret vinterens byggerier ud i Mini-Byen. Om ganske få dage er man oppe på 400 gårde og huse, der står færdige. Et hvert hus er bygget så det fremstår historisk korrekt i størrelsesforholdet 1:10.
Kjøge Mini-By har mange spændende planer for jubilæumsåret.
Lørdag den 8. juni deltager Mini-Byen på Foreningernes Dag i Museumshaven, hvor man selvfølgelig har med bragt en af gårdene.
I weekenden, den 10. og 11. august afholder Kjøge Mini-By den traditionsrige sommerfest, hvor der begge dagen er forskellige orkestre, der muntrer de mange hundrede gæster. Duften fra kokkenes mad i køkkenteltet vil sprede sig ud over Mini-Byen og blande sig med krudtrøgen fra de aktive kanoneres flotte salutter.
I Kjøge å vil et af fortidens skibe sejle, og i selve havnen vil de besøgende kunne iagttage skibsværftets modelskibe også i størrelsen 1:10. Alle Mini-Byens værksteder vil være åbne, ligesom forskellige boder vil være bemandet med håndværkere, der fremviser deres kunst.
Lørdag den 24. august afholder man havnefest, hvor Mini-Byen stilles til rådighed for diverse foreninger.
Kjøge Mini-By er åben alle dage kl. 10.00-16.00 frem til og med den 30. september.
pm