Vojens-drenge tager en tur mere
SønderjyskE Ishockey forlænger med Steffen Frank og Mads Lund
De har taget turen fra ungdomsrækkerne i Vojens Ishockey Klub, og har begge i flere sæsoner været etablerede ligaspillere hos SønderjyskE. Mads Lund og Steffen Frank har netop fået forlænget deres kontrakter med det sønderjyske ishockeyflagskib, og adm. direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at klubben kan beholde de to, stærke forwards:
"Vi har en klar vision om, at vi i samarbejde med moderklubben (Vojens Ishockey Klub, red), skal udvikle unge talenter fra landsdelen til liga truppen. Derfor er det også vigtigt, at vi kan beholde to så stærke, lokale kræfter i truppen."
"Mads og Steffen har med deres indsats og hårde arbejde gennem hele sæsonen vist vejen for de unge talenter. Jeg er overbevist om, at de også i den kommende sæson vil udvikle deres spil og værdi for holdet," fastslår Klaus Rasmussen.
Store forventninger
Mads Lund forventer, at Sønderjyske også i den kommende sæson er at finde i toppen af AL Bank Ligaen:
"Jeg har valgt at takke ja til en kontraktforlængelse, da jeg føler, at jeg fortsat kan udvikle mig i klubben. Jeg forventer at få mere ansvar i forbindelse med power play og box play (overtal/undertal ved udvisninger, red.), hvilket har været meget vigtigt for mig. Forhåbentligt kan vi også være med igen, når kampen om det danske mesterskab skal afgøres i 2014, siger Mads Lund."
Også Steffen Frank ser frem til en ny sæson i den lyseblå trøje:
"Jeg har det rigtig godt på holdet, hvor jeg også har fået mere ansvar. Der er store talenter på vej, og jeg kan med mine egne erfaringer give dem en hjælpende hånd i forbindelse med det store spring fra ungdomshockey til seniorhockey på eliteniveau. Det vil samtidigt også modne mig som spiller og menneske. Jeg håber, at vi i den kommende sæson kan være med i toppen af ligaen, og ikke mindst glæder jeg mig til igen at prøve kræfter i Continental Cup. Gerne på hjemmebanen foran vores fantastiske fans," slutter Steffen Frank.
Kontrakterne med begge spillere løber til sommeren 2014.