Fortsæt til indhold

"Hold kæft hvor er det fortjent!"

Med yderligere tre point på superligakontoen synes SønderjyskE sikret et videre liv på fodboldens øverste hylde

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Om under en time begynder lysfesten i Haderslev. Faktisk er der kun godt 20 minutter til faklerne tændes i midtbyen og de tusinder af levende lys vil oplyse vinduerne i byen til minde om en helt fantastisk dag for 68 år siden, da freden sænkede sig over landet.
På Haderslev fodboldstadion brænder lysene stadig ovenpå dagens superligakamp. En kamp, der gav SønderjyskE endnu tre point på kontoen. Nu har de lyseblå hentet 13 point i fem kampe og holdet har fuld fart på. Til trods for et vist pres i slutfasen fra gæsterne, var hjemmeholdet sejr mere end fortjent - og den burde havde været langt større end 1-0 som tilfældet var. Matchvinder var som mange gange tidligere Lasse Vibe.
"Hold kæft hvor var det fortjent. Vi var klasser bedre end AaB i første halvleg, og i anden halvleg kæmpede vi røven ud af bukserne for at holde føringen," sagde matchvinderen selv i sekunderne efter sejren.
"Vi spiller fantastisk i øjeblikket. Det er stadig alt for tidligt at tage for givet at vi er sikret, men som vi spiller nu, får vi også flere point," sagde cheftræner Lars Søndergaard.

Tommy Bechmann misbrugte SønderjyskEs syvende strraffespark på stribe.

Brændte syvende straffespark

Når man har vundet, kan man jo være ligeglad, men det er rystende at endnu et straffespark blev brændt i kampen. Et spark, som kunne havde givet SønderjyskE ro på. Tommy Bechmann var synderen - det brændte straffe var nummer syv i ubrudt rækkefølge hos de lyseblå.
"Det er nerver altsammen. De er rystende nervøse når de skal sparke. Tommy har banket straffespark ind til træning de sidste 14 dage," sagde Lars Søndergaard.
Det gjorde han så ikke i kampen. Her blev det til lidt at et kludspark midt i målet. Men der er tre run der endnu at forsøge sig i. Der var jo også engang, hvor de lyseblå ikke kunne vinde på Haderslev Fodboldstadion. Det er gået over.
Og nu er der kun 40 minutter til lysfesten.