Penge har godt af at blive aktiveret
Fælles for de fleste gælder det, at penge, der ikke skal bruges her og nu, har godt af at blive aktiveret
ØKONOMI: Det er blevet en ny folkesport at spare op, hvilket nye tal fra Danmarks Statistik viser.
Danskernes opsparinger nåede således i marts 2013 op på svimlende 844 mia. kroner, hvilket er et rekordhøjt niveau.
At parkere langsigtet opsparing på en almindelig bankkonto er dog sjældent en optimal løsning, idet inflationen risikerer at udhule værdien af de opsparede penge.
- Man skal huske på, at forskellen på at have pengene investeret eller ej er ret markant – især over en lidt længere periode. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan ens opsparing bedst bliver aktiveret og gå sin opsparing efter i sømmene, siger områdedirektør Ingolf Stenstrup Larsen fra Nordea i Køge.
Forskellige ønsker til afkast og risiko
Hvad der er bedst for den enkelte afhænger af syn på afkast, risiko og investeringshorisont. Det kommer også an på, hvor meget man ønsker at involvere sig i måden opsparingen investeres på.
Derfor er god rådgivning vigtigt for at finde den rigtige løsning.
- Vi er alle forskellige, men fælles for de fleste gælder det, at penge, der ikke skal bruges her og nu, har godt af at blive aktiveret. For at finde den mest optimale måde at investere sine penge på, bør man gå i banken og få rådgivning og få udarbejdet sig en formueplan. Uanset ønsker og forventninger findes der opsparingsmuligheder i Nordea, der er tilpasset efter den enkeltes behov, siger Ingolf Stenstrup Larsen.
Mange muligheder
Hvordan opsparingen er investeret har afgørende betydning for, hvad der i sidste ende kommer til at stå på kontoen, den dag pengene skal bruges. Aktier har eksempelvis i årets første måneder givet et afkast på omkring 10 pct., mens afkastet på de fleste obligationer har været tæt på nul.
- Det giver det god mening at overveje, om en opsparing, der er lavt forrentet, kan investeres mere hensigtsmæssigt - særligt hvis investeringshorisonten ikke er for kort. Der er ikke noget entydigt svar på, hvad man bør gøre, men det er relevant for alle at sætte sig ind i, hvilke muligheder der er, siger Ingolf Stenstrup Larsen.
pm