Indbrudstyve gik på værtshus med koben og mukkert
To indbrudstyve var bevæbnet med koben og mukkert, da de torsdag morgen brød ind i et værtshus i Jels
Dorthe Andresen
Det gav masser af mønter, da indbrudstyve torsdag morgen klokken 03.36 begik indbrud på værtshuset Vikingehuset i Vestergade i Jels.
Tyvene har brudt værtshusets fordør op med et koben, og inde på værtshuset brugte de så lidt tungere værktøj.
"Der er en vekselautomat, som de slog ned fra væggen med en mukkert," siger Morten Alslev fra Lokalpolitiet i Vejen.
Udbyttet af indbruddet blev 150 mønter - nærmere bestemt 3000 kroner i 20-kroners mønter.
"Vi har fået noget videoovervågning, som vi skal have kigget igennem. Men vi kan se, at der er to gerningsmænd," siger Morten Alslev.