Fortsæt til indhold

Ny formand vil også stå på scenen

Christian Rathje afløser Det Lille Teatrets mangeårige formand Lise Bekker

Arkiv
Mette Henriksen

For mange Aabenraaere er Det Lille Teater ensbetydende med Lise Bekker, som har været teatrets formand i over tre årtier.
Nu har hun givet roret videre til Christian Rathje, og han har da også tænkt den berømte tanke omkring det at "løfte arven" efter den garvede formands afgang.
"Ja, er du helt gal. Heldigvis ved jeg, at Lise nok ikke kan holde sig væk, og det er jeg glad for. Især, når det drejer som den administrative del af formandsarbejdet, hvor jeg ikke er så erfaren endnu," siger Christian Rathje.
Først og fremmest glæder han sig over, at Det Lille Teater ved hjælp af tilskud og egne midler nu har fået en transportabel scene. Også et nyt lydanlæg kunne det blive til, så derfor er ensemblet nu klar til at indtage andre byer i kommunen.
"Vi har længe haft et ønske om at komme længere rundt. På den ene side, fordi vi gerne vil vise, hvad vi kan, men også for at motivere andre fra byerne rundt omkring, som måske går med en lille Dirch Passer i maven. Så ved de, hvor de kan henvende sig."
Ilddåben bliver voksengruppens seneste stykke, Arsenik og gamle kniplinger, som går i luften i begyndelsen af juni i Aabenraa, for herefter at tage en tur ud i de forskellige byer på fire hjul.
"Vi glæder os meget til at komme rundt og spille for folk derude. Det har været et ønske længe, så det bliver skønt endelig at kunne drage ud på landevejene med teatret."
Christian Rathje elsker historier, og han både spiller og fortæller dem. Han ser fortællinger overalt, gemmer dem et særligt sted i sit hjerte for at fortælle dem videre, når han drager rig og landet rundt som storyteller. Han har da heller ikke til hensigt at holde sig helt væk fra scenen, selvom han nu indtager formandsposten i Det Lille Teater.
"Jeg kan ikke holde mig væk fra scenen, så det bliver en formand, der spiller med på flere fronter."