Solen danser til gospel og jazz
Lions Club i Vojens inviterer atter til 'Pinsemorgen på Tørning Mølle' - en skøn tradition
Løverne fra Lions Club Vojens byder igen velkommen i de allerskønneste omgivelser ved Tørning Mølle, til en rigtig hyggelig formiddag med masser af underholdning og oplevelser.
Lions sørger for et stort tag selv morgenbord fra kl. 07.00 – 11.00, og hele formiddagen frem til kl. 13.00 er der masser af aktiviteter på stedet.
Fra programmet kan nævnes"
Aabenraa Gospel Kor underholder med glad sang fra kl. 08:30 – 09:30.
Fra kl. 10.00 – 13.00 spiller Finn Burichs 'New Orleans Quartet'. Bandet består af Finn Odderskov (clarinet, tenorsax, Vocal), Finn Burich (trombone & vocal), Gert Jacobsen (piano & vocal), Uffe Dalsgaard Hansen(drums & vocal). De spiller jazz som jazz skal lyde.
Kl. 11.00 overrækkes Lions Club Vojens" Pinsepris til ?Ildsjælen? og ?Kammeraten?. Prismodtagerne er blevet udvalgt blandt indstillede kandidater fra Vojens området.
Denne prisuddeling er en tradition pinsemorgen.
På gårdspladsen er der en stor tombola med masser af flotte gevinster, og vinder man ikke første gang, er der endda ekstra chance på nitterne. Der trækkes nemlig lod kl. 13.00 på nitterne.
Der afholdes også loppemarked og som noget nyt i år har Lions lavet boldkast for børn samt en PC Cafè.
Den store lykke gennem flere år har været, at familien kunne køre en tur med hestevogn i skoven, det bliver også muligt i år.
Grillmesteren står også klar med dejlige stegte og velduftende ringridderpølser og selvfølgelig kan der købes både øl & sodavand m.m. til at skylle dem ned med.
Mange tidligere gæster ved Tørning Mølle ved, at det er et af de skønneste naturområder i Sønderjylland. Familien kan gå en tur i den grønne skov med udsigt over fiskehytten og det blanke vand i Stevning sø. Man kan også gå en tur langs kanalen til Christiansdal Elværk eller bare nyde området ved Tørning Mølle med den smukke park og de gamle træer.
Mulighederne er mange.
Overskuddet går som altid ubeskåret til støtte i lokalområdet. I år støtter Lions Club Vojens op omkring ?Mølle Mindestenen?.