Fortsæt til indhold

Lokalhistorie gennem 40 år

Fredericianerne er usædvanlig interesseret i lokalområdets historie. Det oplever man på Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn, som snart kan fejre sit 40 års jubilæum

Arkiv
Peter Friis Autzen

Den 28. maj kan Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn fejre sin 40 års fødselsdag.
Arkivet nyder en større bevågenhed, end mange andre lokalhistoriske arkiver, fortæller arkivar Karsten Merrald Sørensen.
"Dét har uden tvivl noget at gøre med Fredericias ganske særlige historie. Men også, at arkivet altid har formidlet meget, så lokalhistorien er til stede i folks nutid," siger han.

Åbent og hemmeligt

Arkivet har 30 frivillige. Den yngste er i 20'erne, den ældste i 90'erne.
"Nogle af de frivillige, der kommer her i huset, havde allerede arkiveret materiale i flere år, inden jeg blev født. Det er lidt sjovt at tænke på," siger den 30-årige arkivar, der netop er flytte til Fredericia.
Det lokalhistoriske arkiv, som hører under Museerne i Fredericia, er åbent for alle. Og brugen af huset er gratis.
"Vi har billeder, artikler, aviser, dokumenter, kort og meget andet, som man kan finde informationer i," siger Karsten Merrald Sørensen.
Men ikke alle dele af arkivet er åbent.
"Vi ligger inde med en del personfølsomme oplysninger, som man kun kan få adgang til, hvis en række krav er opfyldt. For eksempel har vi en del eksamensbeviser, som kun de pågældende personer selv kan få lov at se og kopiere," siger arkivaren.
Andre fortrolige dokumenter kan for eksempel handle om personers rolle under besættelsen.
"Den slags kan udleveres til eventuel forsknings-brug. Men så vil forskeren altid blive pålagt kun at bruge oplysningerne på en måde, så den pågældende person ikke på nogen måde kan identificeres," siger Karsten Merrald Sørensen.
Når personfølsomme oplysninger indleveres til arkivet, pålægges de en fortroligheds-klausul, der gælder i 75 år fra den pågældende persons død. Alle på arkivet har skrevet under på at håndtere den slags oplysninger fortroligt.

Arkivet ligger inde med tusindvis af gamle aviser, der er bundet ind i bogform. Her bladrer Karsten Merrald Sørensen i et næsten 23 år gammelt eksemplar af Fredericia Dagblad. Foto: Peter Friis Autzen

Flyttet flere gange

Da Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn blev oprettet i 1973, lå det på Ullerupdalvej.
"Siden flyttedes det til det gamle bibliotek på hjørnet af Vendersgade og Jyllandsgade. Og i 1992 kom det hertil Frederik III's Vej. I første omgang havde vi kun underetagen, mens der lå en billiard-klub på førstesalen. I dag har vi hele huset," siger Karsten Merrald Sørensen.
Først i 1987 fik huset en faguddannet leder. Dog kun på deltid. I 1992 kom den senere museumschef, Bodil Schelde-Jensen, til som arkivleder. Hun blev i 1996 afløst af Jørgen Peder Clausager, der sidste år gik på pension og blev afløst af Karsten Merrald Sørensen.