Historien bag Aabenraas byvåben
På Aabenraa Museum vil man starte et 'Makrel-Projekt', der går ud på finde frem til de mange historier, der ligger bag udviklingen af Aabenraas kendte byvåben med de tre makreller.
Aabenraas byvåben har været længe undervejs og bygger på et bevaret seglaftryk fra 1421 med tre fisk der svømmer sammen vej. Senere blev det til kun to fisk, der svømmer hver sin vej. I tidens løb har der været flere varianter med to eller tre fisk, der svømmer samme eller hver sin vej og omgivet af bølger. Der har også været flere varianter af bølgerne både som symbol for søfarten eller med egeløv og humleranker.
Forløbet fra de første simple segl måske allerede fra 1300-tallet og byvåbnet af i dag har været lang og er fyldt med mange spørgsmål.
Opstarten til Makrel-Projektet foregår på Aabenraa Museum torsdag den 23. maj kl. 16. Formålet er at forsøge at samle en gruppe, som har lyst til at gå i dybden og finde frem til nogle af de mange historier, der findes, og som kan fortælle om byvåbnets udvikling frem til i dag. Museumsinspektør Mikkel Leth Jespersen vil lede mødets forløb.