Fortsæt til indhold

At holde om, ud og af

Astrid Pedersen har været daglig leder af Café Mødestedet i 14 år, og sammen med de andre frivillige er hun et fast holdepunkt for mange ensomme mennesker

Arkiv
Anne Andersen

En forskel "Når folk kommer ind her, så bliver de hørt, og de bliver taget alvorligt".
Sådan beskriver Astrid Pedersen hvad hendes snart mangeårige arbejde i det sociale værested går ud på.
"Mange af vores gæster er pensionister og folk der lever alene. Når de kommer her, så snakker de med hinanden over en god kop kaffe og et stykke franskbrød, og når de går herfra, så er de lidt mindre ensomme", smiler Astrid Pedersen, som på trods af sine 72 år elsker at møde på caféen hver dag.

Udelukkende frivillige

Caféen hvor mange mennesker dagligt nyder et stykke smørrebrød eller en kop kaffe er udelukket drevet af frivillige. Der er åbent 39 timer om ugen og Astrid Pedersen har næse for, at få fat på de frivillige.
"Jeg tager jo fat i dem lige når de er færdige på arbejdsmarkedet, de har en gejst og en stor lyst til at gøre en forskel for andre", lyder det fra kvinden som beskriver sig selv om værende "født til at gøre noget for andre", for som hun siger med et smil, "jeg gider ikke lade være".

Uret i caféen er formet som Mødestedets logo og er lavet af den lokal urmager.

Blomster og en opringning

Astrid Pedersen lægger en stor ære i sit arbejde, det mærker man tydeligt, når hun med intense bevægelser og hurtig tale fortæller hvad det er for opgaver hun står overfor i hverdagen. Astrid Pedersen er en af dem der i stedet for at gå udenom folk, går hen til folk.
"Jeg bruger en del penge på at sende blomster til folk. Hvis en af vores brugere eksempelvis er syg, så kan jeg godt sende et lille kort og en blomst. En af vores gæster som er kommet her i mange år, han døde for nylig, så går jeg selvfølgelig til hans begravelse", fortæller hun og fortsætter.
"Det betyder utroligt meget at få en buket blomster og en hilsen. Så føler folk, at de betyder noget, og at de er savnet".
Astrid Pedersen har i det meste af sit liv lavet en eller anden form for frivilligt arbejde. At arbejde med mennesker tiltaler den karismatiske kvinde der dog slår fast, at hun går ind for, at folk skal klare sig selv, hvis de kan.
"Jeg pylrer ikke om dem, der kommer her, men jeg er hjertevarm", slutter hun.


Efterlysning
På Cafe Værestedet mangler de lige nu frivillige og man kan melde sig på caféen hvis man har lyst til at give en hånd med. De frivillige arbejder cirka fire timer om ugen og fordeler selv vagterne mellem sig. Der er både mænd og kvinder ansat. Caféen er røgfri og der er åbent alle dage undtagen søndage og helligdage.

Cafe Mødestedet ligger i Jernbanegade i Vamdrup.