Fortsæt til indhold

X-træf i Bevtoft

Expendables MC - der har base i Bevtoft - inviterer til sit årlige træf

Arkiv
Peter Rasmussen

Man behøver ikke At have en højpotent motorcykel mellem benene for at besøge Expendables MCs træf den 8. Juni. Klubben gør meget ud af, at arrangementet skal være for alle, der har lyst.
Motorcykelklubben har størsteparten af sine medlemmer boende i Bevtoft, hvorfor det også er her der afholdes træf. Mere præcist finder det sted på "Åstedet" på Hjartbrovej 7. Her vil der være live musik, konkurrencer, testbænk, helstegt pattegris, kolde fadøl og meget mere.
Det er anden gang Expendables holder X-Træf. Sidste år regnede det hele tiden, men trods dette var fremmødet stort: "Vi satsede stort og det gav pote, det samme gælder for i år. Planlægningen af årets træf har været i gang længe og fortsætter indtil selve dagen," fortæller klubben.
Expendables er grundlagt i 2011 i Haderslev, men hører til i Bevtoft, da halvdelen af klubbens medlemmer bor der. "I skrivende stund består klubben af 13 medlemmer, så der skal arbejdes hårdt – men vi har lysten og energien til det," fortæller man op til arrangementet.
Dagens levende musik leveres af "Random Chaos", som bakkes op af 'DJ Nillo feat. DJ Kedde'.