Kor-stemmer smøres med oste
Der kan komme meget ud af at handle ost på Gravene i Haderslev når der er torvedag
Astrid Thomsen er korleder for Sct. Severin Sangkor. Hun er også flittig kunde hos Bent Roskvist, der har én af osteboderne på Gravene når der er torvedag.
Gennem en årrække har det været således, at når der var afslutning med koret, så blev der serveret oste efter ét eller andet tema, og selv de kormedlemmer, der ikke er ostefans til daglig, har måttet erkende at det har været nogle positive oplevelser.
Denne gang har ostemanden taget skridtet fuldt ud, og har inviteret hele koret til stedet, hvor mange af ostene kommer fra - 'Det gamle mejeri' i Lindved ved Vejle. Her vil han fortælle om mejeriets historie, og sangerne vil få alle muligheder for at dufte og smage.
Koret besøger mejeriet den 21. Maj, og ostemanden håber at de mange musikalske gæster vil kvittere for invitationen ved at synge Sebastians "Ostesang" i mejerisalen i Lindved.