Magnussens perfekte løb
Arkiv
- Det er et af de mest perfekte løb, jeg har kørt for Corvette Racing, siger Jan Magnussen efter sejren i 4-timers-løbet på Laguna Seca-banen i Californien. - Vi havde føringen det meste af løbet, men der var aldrig mere end få sekunder ned til nummer to, så vi var under ekstremt pres hele tiden. - Det blev hurtigt et spørgsmål om at være 100 procent præcis hele tiden og ikke lave nogen fejl. Samtidig blev vi nødt til at presse bilen så meget, vi kunne, for hele feltet lå lige bagved og snerrede, forklarer Jan Magnussen. Han sad dog ikke i bilen alle fire timer, da løbet blev kørt med makkeren Antonio Garcia.