Fortsæt til indhold

Det bliver en rigtig sjov kamp

HB Køge møder søndag Nordicbet Ligaens tophold FC Vestsjælland på SEAS NVE Park.

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Efter 2-0 sejren i midtugen mod Brønshøj, var det en stor skuffelse, at HB Køge søndag rejste den lange vej til Nordjylland, og her fik én på hatten med hele 4-0 til FC Hjørring.
En kamp, hvor det desværre var store personlige fejl som afgjorde kampen til hjemmeholdets fordel.
- Vi var set over hele kampen bedre end Hjørring, men var simpelthen ikke skarpe nok i begge felter. Vi brændte for mange chancer som kunne have givet et helt andet udfald af kampen - og i den anden ende forærede vi alt for meget væk. Det er fejl vi igen i denne uge har arbejdet hårdt på at få elimineret. Så vi har noget vi skal have revancheret os for mod FC Vestsjælland, siger cheftræner Per Frandsen.
Per Frandsen glæder sig til hjemmekampen mod Nordicbet Ligaens tophold fra Slagelse søndag den 12. maj kl. 14.00 (bemærk tidspunktet).
- Vi har tre rigtigt sjove kampe tilbage - mod de tre tophold, startende med Ove Pedersens tropper søndag eftermiddag. Siden kommer hjemmekampen mod Viborg på torsdag den 16. maj kl. 19.00 inden vi sætter punktum på sæsonen med udekampen mod Vejle 2. pinsedag. Vi besejrede FC Vestsjælland 2-1 i en af de sidste kampe i efteråret på Slagelse Stadion og den sejr vil vi meget gerne gentage på søndag. Jeg tror på et godt resultat, dels kommer vi til at spille i en festlig kulisse med mange tilrejsende fans fra Slagelse, dels er vi som nævnt meget opsatte på at tage revanche for resultatet i søndags. Vi kan slå alle hold i rækken - det agter vi at bevise foran vore egne fans, siger Per Frandsen, der håber at kunne stille i stærkeste opstilling.
Modsat FC Vestsjælland, der onsdag aften var ude et et sandt topbrag hjemme mod Viborg FF, så holdt HB Køge spillerne fri og tjente tre nemme points eftersom holdet skulle have mødt FC Fyn der er trukket ud af turneringen.
FC Vestsjælland mistede mod Viborg et vigtigt skridt, da sjællænderne trods 2-0 føring ved pausen tabte kampen 2-3.