Haderslev klar til helt ny event
"Publikumsdagen - Sport i Haderslev" er historien om en god idé, der fik lov at vokse sig stor og stærk
Foreningen Haderslev TRI2000 er ikke just nogen kæmpestor forening. Faktisk tæller foreninge, der giver sig af med triathlonsport, 71 medlemmer. Alligevel er der tale om et meget stort arrangement, når foreningen i weekenden den 25. Og 26. Maj arrangerer "Publikumsdagen - Sport i Haderslev" og "Frøs Haderslev Triathlon".
"Frøs Haderslev Triathlon" er et årligt tilbagevendende arrangement, der er meget populært hos såvel atleter som publikum. Det er med sine over 500 deltagere det største løb i Syddanmark, og ruten gør løbet til ét af de mest publikumsvenlige. Spændende er det, at årets cykelrute bliver den hurtigste nogensinde, hvilket kan give anledning til nogle spændende dyster i feltet.
Alt det kan publikum glæde sig til at opleve den 26. Maj. Men foreningen bag løbet har lyst til lidt mere.
"Vi har lyst til at borgerne i byen - Og alle de gæster vi kan trække - Skal have mulighed for at mærke og føle sporten. Vi vil gerne have fest og farver omkring arrangementet," fortæller Hans Dahl fra foreningen, der også har sæde i Stævneudvalget. Dermed var idéen til en 'publikumsdag' født.
"Vi synes ikke at det kun skulle være os, der viser vores sport frem. Vi har snakket med en lang række andre foreninger, der var med på idéen. Så på publikumsdagen den 25. Maj, kan man prøve en lang række forskellige sportsgrene. Og der vil være aktive fra de mange foreninger, for at forklare om sporten og udstyret.
Også en fest
"Selv om det hele handler om sport, i alle afskygninger og på alle niveauer, vil der ikke mangle grillpølser, slikposer til børnene eller en hoppeborg. Det skal jo være en fest," siger Hans Dahl.
Arrangementet løber af stablen mellem klokken 11.00 og 14.00 ved Søsportscenteret. Her vil der være opstillet otte store telte, ligesom en del af aktiviteterne finder sted på dammen.
"Vi håber at mange vil være nysgerrige. Denne dag kan man få alt at vide om sportsgrene men måske har lyst til at prøve. Man kan se sporten live og kan selv prøve den. Det er en oplagt familiedag. Vi har snakket med mange klubber, men er der en vi har overset, som gerne vil være med, må man gerne kontakte os på haderslevtri@gmail.com," siger Hans Dahl.
Søndag den 26. Konkurrerer 500 atleter på henholdsvis en halv- og en kvart ironman. De første skal i vandet ved Søsportscenteret klokken 10.00. Cykelruten går fra Haderslev til Bevtoft, og løberuten er primært i Damparken.