De kommer igen og igen og igen¿
Hovedbiblioteket har succes med morgenåbent
Fire biblioteker er blevet til to. Og ressourcerne er blevet koncentreret på Hovedbiblioteket, der er blevet bygget om, har fået flere penge på materialekontoen og af et par omgange har udvidet åbningstiderne, så Hvidovre-borgerne nu kan gå på biblioteket fra morgen til aften alle hverdage. Og Hvidovre-borgerne har taget de nye længere åbningstider til sig, bekræfter bibliotekschef Kim Rømer Krogh: - Vi kan se, at 8-10 procent af det daglige besøgstal nu ligger mellem kl. 8 og 10, hvor vi tidligere ikke havde åbnet endnu, siger bibliotekschefen, der glæder sig over, at idéen med morgenåbningstiden har været så god, at flere andre biblioteker omkring os har fulgt trop. - Vi var her jo alligevel, og tog også imod skoleklasser og daginstitutioner, der blev lukket ind, mens andre borgere pænt måtte vente til vi åbnede kl. 10. 360.000 ind ad døren Morgenåbningstiden på alle hverdage er et godt eksempel på nytænkning af bibliotekets service. I sidste uge offentliggjorde Kulturstyrelsen en landsdækkende rundspørge, der viser, at selvom kommunerne har effektiviseret på landets folkebiblioteker, så er biblioteksbrugernes tilfredshed helt i top. Hvidovre er ikke medtaget i rundspørgen, men her peger pilen også på høj borger-tilfredshed: - Sidste år gik 360.000 mennesker ind af vores døre, siger bibliotekschefen, der til stadighed kan undre sig over, hvordan Hvidovres biblioteker kan have så mange besøgende, når det kun er to ud af fem Hvidovre-borgere - eller godt 20.000, som vi med sikkerhed ved bruger bibliotekssystemet dvs. låner eller reserverer materialer og lignende i løbet af et år. - Det svarer til at alle Hvidovres borgere kommer 7 gange på biblioteket hver om året! De høje besøgstal på Hovedbiblioteket og Avedøre Bibliotek betyder også, at det samlede besøgstal på de to biblioteker sidste år kun lå en smule lavere end året før, hvor Hvidovre havde fire biblioteker. Et tilbud for alle Hvidovres borgmester har et bud på, hvorfor bibliotekerne er så populære: - Vores to biblioteker har været dygtige til at udvikle deres tilbud til Hvidovre-borgerne, så der er noget at komme efter for både barn, ung og gammel, siger Helle Adelborg og tilføjer: - Bibliotekerne er en af de ganske få tilbud, vi har, som virkelig er for alle på tværs af køn, alder osv. Det tror jeg er en del af årsagen til bibliotekernes succes; biblioteket er for os alle sammen. Hvidovrebibliotekerne har ikke gennemført nogen egentlig tilfredshedsundersøgelse, men det er opfattelsen, at der generelt er meget stor tilfredshed med biblioteksservicen i kommunen, f.eks. får bibliotekerne megen ros for arrangementerne.. En af de ting, vi i øjeblikket meget berettiget får klager over, er vores hjemmeside, fortæller bibliotekschefen. Sagen er den, at hvidovrebib.dk har skiftet platform, men at den nye udbyder er stået af midt i projektet, så biblioteket nu skal ud og finde en ny hjemmeside-leverandør. Det håber Kim Rømer Krogh, at der kommer styr på inden så længe.