Nu er Musikskolen for alle aldre!
Musikskolens bestyrelse har besluttet at alle Hvidovres borgere har lov til at gå til undervisning på Musikskolen. Da musikloven kun giver tilskud til de unge, er det dog sådan, at elever over 25 år betaler 25 % mere for undervisningen. Endvidere har børn og unge fortrinsret, sådan at de ældre først får tildelt en plads i august måned, når tilmeldingsfristen for de yngre er udløbet ¿ og kun såfremt der er ledige pladser i den enkelte lærers skema. Musikskolens lærere glæder sig til også at have voksenundervisning. På den måde bliver Musikskolen i endnu højere grad hele Hvidovres Musikskole. Orkestre og bands er på samme måde åbne for voksne, selvom man naturligvis her tager hensyn til den rette sammensætning af eleverne - niveau- og aldersmæssigt. I øvrigt har Musikskolen de senere år haft mulighed for friplads, således at børn kan gå gratis, hvis man kan dokumentere at familiens økonomi er meget presset. Man kan læse mere på Musikskolens hjemmeside og man er altid velkommen til at rette henvendelse til kontoret, hvis man har spørgsmål.