Nu kan vi bare gå og vente i spænding…!
Kære læser! Byrådet i Køge har nu vedtaget at sende udvidelsen af Køge Rådhus og et nyt, stort genoptræningscenter i offentligt udbud, og dermed er der forhåbentlig snart en ”køreplan” klar for det første ”startskud/spadestik” til det omfattende Køge Kyst-projekt. Køge Kommune har tidligere besluttet, at begge projekter skal integreres i udviklingen af Stationsområdet, og dermed har man givet både Køge Kyst og TK Development mere end en hjælpende hånd. Men nu må vi så også bede om, at der snart sker noget…! Køge Kyst-projektet har været den tid under opsejling, som man kan forvente af et projekt i den størrelse, men nu venter vi spændt på det næste – og afgørende – skridt fra TK Developments side. Er der indgået de aftaler der skal for at sikre et bæredygtigt byområde…?Eller hviler det hele fortsat på ”betingede aftaler”, hvor den ene lejer har etinget sig, at ”den-eller-den” butik også kommer for at de vil indgå en ”endelig aftale”. Til ”syvende og sidst” er det jo også sådan en aftale – ”betinget - TK Development har indgået med Køge Kyst…! Nu er der efterhånden ofret så mange penge, så mange ressourcer og givet så mange ”hjælpende hænder” til TK Development, at vi må have en afgørelse. Skal Køge Kyst i gang nu? – eller skal man udskyde det hele til vi – måske – får lidt bedre tider. Det værste der kan ske er, at TK Development bliver presset så meget af evt. lejere/købere, at de selv må presse Køge Kyst endnu mere og at Køge Kommune så må give yderligere hjælp. Det vil skævvride konkurrencen mellem detailhandelen i byen, og i sidste ende vil det måske betyde, at der vil komme halvtomme bygninger i både den nye og den gamle bydel. Det kan ikke være til gavn for nogen som helst – så hvis ikke TK Development snart melder ud, at der er ”UDSOLGT” i Køge Kyst, så udskyd projektet til senere, selvom det vil være ærgerligt…!
Hvem skal nu betale…?
Vinteren har været rigtig hård ved den danske landeveje, og vejene i Køge Kommune er bestemt ikke gået fri. Det er sjældent man har set så mange huller i vejene, og der går faktisk ikke mange dage uden, at man i den almindelig by-snak hører om de mange huller i vejene. Og det varer nok heller ikke længe før de første anmeldelser til forsikringsselskaberne og til Køge Kommune indløber…hvis ikke de er kommet! Men hvad skal man egentlig gøre, hvis man får en skade på sin bil, falder i et hul eller vælter med cyklen? Vær sikker på, at der er ikke nogen, der står i kø ved ”kasse 1” for at betale, og derfor venter FDM nu en del sager over deres bord. Det bedste råd man kan give er at sikre sig, at få beviser for, at det nu også var et hul i vejen, der var skyld i uheldet. Tag et foto og prøv at sikre et vidne. Derefter er det om at anmelde til forsikringsselskabet, som så vil gå videre til kommunen… Men bedst vil det være, hvis kommunen omgående sender nogle ”udrykningshold” på gaderne for at udbedre de værste skader. De har nu en del at se til på kommunen i øjeblikket. Der er varslet lockout mod lærerne, og det kan betyde, at vi i starten af april, måske først i starten af maj, vil opleve at lærerne ikke kommer i skole. Så der er travlhed med at forberede en plan for hvordan man så skal ”takle” de mange ”lærerfrie” elever. -for mit eget vedkommende er jeg i gang med at forberede mig på hvordan jeg skal ”takle” de sidste 3 kilo, der skal væk inden slutvejningen i ”Køge på Vægten”… - rigtig go´ weekend!