Delvist åbent
Der er delvist åbnet for trafik under og over broen på Jens Holms Vej ved Fynsvej i Kolding, efter et godstog mandag 11. marts kørte ind i broen.
Kolding Kommune og BaneDanmark arbejder lige på en fælles tidsplan for, hvornår broen på Jens Holms Vej i Kolding igen åbnes helt for trafik. Tidsplanen er formentlig klar onsdag eller torsdag. Lige nu er vejen åben i det nordgående spor, og nogle tog kan passere under broen.
Mandag 11. marts kørte et godstog ind i en af bropillerne, der knækkede. Mandag aften blev der delvist åbnet for trafik under og over broen på Jens Holms Vej ved Fynsvej i Kolding. Lige nu regnes der på, om der skal laves en midlertidig løsning eller om man med det samme skal klare hele reparationen.
17.500 biler dagligt
Vejen er en vigtig færdselsåre i Kolding, og dagligt passerer 17.500 biler og lastbiler broen. Der er skiltet med omkørsel, hvis man kommer kørende fra nord. Her skal du køre ad Ndr. Ringvej, Vester Ringgade, Tøndervej og Sydbanegade.
En af de mange bropiller og køreledningerne over det ene hovedspor blev revet ned, da godstog under rangering kørte ind i en sporstopper og blev afsporet. Af hensyn til sikkerheden var broen derfor lukket det meste af mandagen.
Følg togtrafikken og alternativ køreplan hos Banedanmark.