Fortsæt til indhold

Så røg der lige et rullestillads

Coca-Cola dåse kylet gennem vindue og indbrud også blandt døgnets begivenheder.

Arkiv
Rune Weitling

Mellem klokken 15.00 og klokken 07.00 i morges er der på Stenhuggervej stjålet et rullestillads på 2 x 3 meter. Stilladset har en værdi af 7.000 kroner.
Der har været indbrud i en lejlighed ved Skovkanten. Indbruddet er sket mandag mellem klokken 17.36 og 20.05. Man har sparket en plade i en hoveddør ind, hvorved man har kunne låse døren op. Herefter har man gennemrodet lejligheden og blandt andet stjålet nogle dvd'er, noget medicin samt en blå pengekasse med smykker.
Klokken 17.20 har en mand opbrudt en vekselautomat i solcentret Club Tan. Man har fanget manden på videoovervågningen, hvor man også kan se, at han har stjålet en hel masse 10-kroner.
Også på baren og poolstedet Stalden har der været opbrudt en automat. Denne gang en spilleautomat. Her har videoovervågning også fanget en mand - muligvis den samme som i Club Tan - og her kan man se, der er tale om en mand på cirka 25-30 år. De ansatte kan desuden fortælle, at manden talte med fynsk dialekt. Gerningsmanden stjal 20-kroner for 10.000 kroner.
Klokken 20.46 blev der kylet en Coca-Cola dåse ind gennem vinduet i en lejlighed på Granly Allé i Esbjerg V. Anmelderen, en ældre dame, nåede ikke at se noget, så politiet hører gerne fra folk, der skulle have set noget. Som altid på telefonnummer 114.