Tyvetogter i tre rækkehuse
Hele tre rækkehuse har i weekenden haft ubudne gæster
Der er endnu ingen beviser eller tydelige tegn på, at gerningsmændene er de samme, men tanken er nærliggende.
I løbet af weekenden har hele tre rækkehuse i henholdsvis Fyrparken, Kystparken og Åmoseparken i Esbjerg V enten haft indbrud eller forsøg på det. I Åmoseparken blev det ved forsøget, da det trods hærdige anstrengelser ikke lykkedes at få adgang til huset. I første omgang blev hoveddøren forsøgt brækket op, men da det ikke lykkedes, forsøgte gerningsmændene forgæves at komme ind gennem soveværelsesvinduet. Indbrudsforsøget er sket mellem fredag klokken 10.00 og mandag ved samme tid.
Også i Fyrparken måtte tyvene opgive deres mission natten mellem søndag og mandag. Her blev en rude forsøgt afmonteret ved at fjerne lister, men da det ikke lykkedes, blev en anden rude knust. Alligevel blev det altså ved forsøget på indbrud.
Så heldigt slap en rækkehusejer i Kystparken ikke. Her forsvandt tyvene i løbet af weekenden med både et Philips tv og nogle smykker.
Også et hus i Ådalshaven har haft indbrud. Sent søndag aften kom ejeren hjem og overraskede indbrudstyven. Han forsvandt dog hurtigt ud af bagdøren med en blu ray-afspiller og noget medicin under armen.