Lyngby-HB Køge spilles i Virum
Nyt spillested og tidspunkt for NordicBet Ligakampen torsdag aften.
FODBOLD: Frosten har stadig et godt tag i de danske fodboldbaner, og en lang række kampe er de seneste uger blevet aflyst, hvilket har skabt en særdeles komprimeret turneringsplan for resten af sæsonen. Bl.a. skal HB Køge spille tolv kampe på under otte uger.
På torsdag den 4. april skal HB Køge møde Lyngby på udebane, og for at sikre at den kamp ikke også skal udsættes, så er klubberne blevet enige om at afvikle kampen på Lyngbys kunstgræsbane i Virum.
Samtidig er det besluttet at flytte kampen halvanden time frem, således at kampen fløjtes igang kl. 17.30.
- Når fodboldbanerne endnu ikke er frostfri, så er det en fin løsning at kunne spille på kunstgræs, selvom kunstgræs på en træningsbane ikke er denne liga værd, men vi har desværre ikke noget alternativ. Vi glæder os dog over at vi slipper for endnu en aflysning - vores restprogram er tætpakket nok i forvejen, siger HB Køges sportsdirektør Per Rud til www.hbkoge.dk.
Per Rud oplyser desuden at man i HB Køge i øjeblikket undersøger alle muligheder i forbindelse med afviklingen af hjemmekampen mod AB Gladsaxe i den kommende weekend., søndag den 7. april.
- Vi kan ikke garantere noget som helst, men vi har svært ved at forestille os endnu en aflysning.
pm