Mange medaljer og personlige rekorder til svømmere
Hvidovre Svømmeklubs B-hold deltog med succes i SB Cup i Korsør
Det blev til 10 medaljer og mange personlige rekorder, da Hvidovre Svømmeklubs B-hold deltog i SB Cup i Korsør.
Træner for holdet, Thomas Øst-Jacobsen, så stævnet som en formtest, da svømmerne for tiden ligger i hård træning. Og den hårde træning skulle da også vise sig at give gode resultater.
I alt blev det nemlig til 10 medaljer til svømmerne. I flere af løbene overraskede de unge svømmere positivt og slog personlige rekorder med adskillige sekunder.
Bl.a. kan Mikkel Samsøe Borch nævnes med 4 sekunders personlig rekord på 100m butterfly i en tid på 1.07.65, Ida Jensen med tiden 5.13.80, i 400 meter fri, Signe Skousen ligeledes i 400 m fri med imponerende 13 sekunders personlig rekord i tiden 5.10.78.
Ved slutningen af stævnet søndag eftermiddag viste svømmerne også flot fokus trods en lang weekend. Her lavede Sofus Brandt en ny personlig rekord på 100 fri i tiden 1.06.91.
- Alt i alt viser stævnet en stærk form frem mod træningslejren i Tyrkiet i påsken, hvor de ideelle træningsforhold kan give svømmerne et rigtig godt grundlag for at svømme rigtig stærkt. lyder det fra B-holdets træner Thomas Øst-Jacobsen.