Ungdom og fornyelse i Venstres top
Venstres formand i Køge, Bodil Sø blandt kandidaterne til regionsrådet.
VALG 2013: Allerede i efteråret valgte Venstre i Region Sjælland Jens Stenbæk som deres spidskandidat til regionsrådsvalget i november.
I aftes var ca. 200 af Venstres medlemmer samlet i Herlufmagle Hallen for at vælge i alt 31 kandidater.
Det var ikke uden overraskelser, da flere helt nye kandidater blev placeret foran nuværende erfarne regionsrådsmedlemmer.
Højdespringeren blev kandidaten fra Venstres Ungdom, Mads Brenøe Lange, som på 3. pladsen kilede sig ind i mellem Venstres to toppolitikere Kirsten Devantier fra Næstved og Ole Drost fra Slagelse.
Venstres formand i Køge, Bodil Sø, der er valgt som Køge Kommunes regionskandidat nr. 1, opnåede en 6. plads på Venstres samlede Regionsliste.
- Jeg er rigtig glad for den flotte placering. Nu er målet at få et rigtig godt stemmetal til selve Regionsvalget den 19. november. Det er vigtigt, at vi også ser os selv som en del af en stor region, og at vi sørger for, at Køge Kommunes position og sammenhængskraft med regionen er stærk. Der er mange vigtige ting at løfte, job og vækst, udvikling, infrastruktur – både fysisk og elektronisk, uddannelse og forskning og ikke mindst et godt og stærkt sundhedssystem. Nu kan jeg begynde at fokusere på efteråret valgkamp, og er allerede startet på Facebook, hvor jeg har oprettet et politisk side, som jeg kan kommunikere via, siger Bodil Sø.
Udover Mads Brenøe Lange på 24 år rummer listen også den 20-årige Christina Lund fra Slagelse.
Hele listen kan ses her.
pm