Tapperiet bliver pakket ind
KØGE: Ungdomskulturhuset Tapperiet i Køge skal bygges om, så støjen fra musik og brugere i endnu højere grad holdes indendøre. Det har Byrådet besluttet.
Tapperiet bliver overdækket og får i samme omgang en ny tilbygning, som under koncerter kan fungere som et stort opholdssted for gæster – og på den måde mindske støjgenerne fra Tapperiet. I dagtimerne vil tilbygningen kunne anvendes til Tapperiets øvrige aktiviteter, f.eks. skatebane og øvelokaler til lokale bands.
Tapperiet skaber liv i Søndre Havn og er til stor glæde for brugerne, men det skal ikke ske på bekostning af naboerne – hverken dem, der bor her allerede eller alle dem, der flytter hertil, når Køge Kyst udbygges. Derfor vil vi nu fremtidssikre Tapperiet. Vi pakker simpelthen hele bygningen ind i en ny, støjdæmpende skal, så lyden fra musikken og koncertgæsterne fremover holdes inden døre, siger borgmester Marie Stærke (A).
Tapperiet åbnede i 2006 og har ca. 21.500 besøgende årligt. Køge Kommunes andel af omkostningerne til ombygningen udgør 3 mio. kr.. Dertil kommer ekstern finansiering på 6 mio. kr.
pm