Region Sjællands eksportvirksomheder skaber vækst
ANALYSE: Godt 4 ud af 10 virksomheder i Region Sjælland forventer vækst i 2013. Men ser vi på eksportvirksomheder, er det 6 ud af 10. Dermed kommer eksportvirksomhederne til at vise vejen ud af krisen, viser nye tal fra Væksthus Sjælland.
- Eksportvirksomhederne er helt afgørende for Region Sjælland, og selvom de udgør en forholdsvis lille andel af virksomhederne, bidrager de med rigtig meget. Det er helt klart herfra, vi skal forvente væksten de kommende år, udtaler direktør Mads Váczy Kragh fra Væksthus Sjælland, som står bag Vækstindeks.
VækstIndeks 2013 udkommer først i starten af maj, men allerede nu viser de første tal positive takter. Omsætningen i virksomhederne i Region Sjælland steg i 2012 med knap 5% og særligt eksportvirksomhederne har haft gang i væksten med en stigning på 10%. Dermed vokser eksportvirksomhederne dobbelt så hurtigt som virksomheder uden eksport.
- Der er i høj grad eksporten, der er med til at drive væksten. Særligt i en tid hvor de danske forbrugere for alvor er tilbageholdende. I Region Sjælland er eksporten desværre stadig en relativt lille del af virksomhedernes samlede omsætning. Så eksporten kan ikke for alvor trække væksten i gang, udtaler Mads Váczy Kragh.
Det danske hjemmemarked er pr. definition for småt til en række virksomheder. Markedet bliver simpelthen for hurtigt udtømt. Derfor er eksport en af de vigtigste veje, hvis man vil udvikle og udvide sin virksomhed.
- Vores påstand er, at der er potentiale for langt mere. Vi møder rigtig mange virksomheder, som virkelig har et stort potentiale i udlandet. Eksport minimerer faktisk risikoen i virksomheden. For man er ikke så følsom for nedgang, hvis man spreder sit salg til flere lande. Derfor udbyder vi sammen med Vækstforum og Region Sjælland en række muligheder, som netop giver værktøjer til at optimere salget udenlandsk, fortæller direktøren.
VækstIndeks er en årlig måling blandt virksomhederne, der udarbejdes af Væksthus Sjælland i samarbejde med Region Sjælland. En anden af konklusionerne er, at meget få virksomhederne har øje på vækstmarkederne i Asien, Afrika og Sydamerika. Kun 5 ud af 100 eksportvirksomheder forventer vækst i eksporten til Asien, Afrika og Sydamerika.
- Der er for få her i regionen, der kommer langt ud over vores grænser. Nærmarkederne er det oplagte valg, fordi de ligner os selv og er nemme at komme til. Men hvis eksporten virkelig skal løftes, skal flere sjællandske virksomheder på eventyr på fremtidens vækstmarkeder. For det er der, pengene og kunderne er lige nu, udtaler direktøren.
De næste mange år vil landene i nærheden af Danmark nemlig være stækkede.
- Europa er stækket af krisen og vil være det de næste år. Men i Asien, Afrika og Sydamerika er væksten tårnhøj, og det er her, markederne vokser i de kommende årtier. Det skal sjællandske virksomheder også nyde godt af, og vi står i Væksthuset klar til at hjælpe med at komme ud over grænsen til både Kina og Brasilien, udtaler direktør i Væksthus Sjælland Mads Váczy Kragh.
pm