Sådan så røverens hue ud
Centerkiosken på Immerkær blev mandag den 25. februar kl. 21.30 røvet af en mand, der virkede desperat og flere gange stak ud efter en kvindelig ansat. Manden ville have dagens omsætning udleveret, men det lykkedes ham ikke at få penge med sig.
Nu offentliggør politiet billeder af røveren.
Politiet betegner røveriet som “meget voldsomt”, da røveren gentagne gange huggede ud efter medarbejderen, mens han lænede sig ind over en disk. Han var få centimeter fra at ramme medarbejderen med den medbragte ca. 30 cm. lange kniv.
Gerningsmanden beskrives som: Mand på ca. 20 år, ca. 160-170 cm høj, dansk af udseende med blå øjne. Røveren var i ført en meget karakteristisk sort hue med lyserøde tværgående striber og en lyserød kvast i toppen, sort klæde om munden, sort jakke med hætte af mærket ”North Face”, sorte handsker, sorte bukser med min. to hvide striber langs venstre ben og en hvid knap på højre bagside.
Han medbragte foruden kniven en gennemsigtig og gul plastpose med selvluk fra IKEA.
Vidner kan kontakte politiassistent Lotte Søgaard på telefon 72 58 74 59 (i dagtimerne) og ellers Københavns Vestegns Politi på politigården: 43 86 14 48.