Fortsæt til indhold

Lyndiagnoser redder liv

”Hospitalets bedste tilbud” siger overlæge om Hvidovre Hospitals diagnostiske enhed.

Arkiv
Arkiv

386 patienter er blevet undersøgt på Diagnostisk Enhed på Hvidovre Hospital, siden enheden blev åbnet for et års tid siden.
Ca. 15-20 procent af patienterne havde kræft. Lyndiagnoserne redder liv, siger man fra Hvidovre Hospital.
På Diagnostisk Enhed kan patienter med tegn på alvorlig sygdom blive undersøgt og udredt på blot seksten dage. Ofte går det endda hurtigere.
otte ud af 10 patienter kommer fra deres praktiserende læger. De har mistanke om alvorlig sygdom, men kan ikke stille en præcis diagnose. Udover, at det tager højst 16 dage at udrede patienten, bliver patienterne som regel indkaldt dagen efter, at enheden har modtaget en lægehenvisning.
- Grunden til, at vi har så fine ressourcer er selvfølgelig, at vi kun modtager patienter, hvor der er mistanke om alvorlig sygdom. En hurtig diagnose med efterfølgende hurtig behandling kan være med til at redde liv, siger overlæge Kim David fra Diagnostisk Enhed. Også patienterne er glade for den hurtige udrykning.
- Tilbagemeldingerne går primært på, at vi kan udrede patienten hurtigere end ved normale indlæggelser, og at det er ren luksus. Vores opfordring til læger med den mindste tvivl om, hvordan de kommer videre med at stille en diagnose er: Ring med det samme, så vi kan rådgive, siger projektkoordinator Bente Clausen.
Enheden blev oprettet 1. april sidste år efter gode erfaringer med lyndiagnoser på hospitalerne i Silkeborg og Vejle.
Diagnostisk Enhed kan kontaktes på tlf.: 3862 1739