Kvinde anmeldte mand for tyveriforsøg
Ung mand var enten høflig eller potentiel tasketyv
En 72-årig kvinde anmeldte onsdag et forsøg på tyveri.
Kvinden havde netop købt et klippekort i kiosken og lagde sin pung i sin indkøbstaske. I kiosken bemærkede hun, at en mand stod og bladrede i nogle blade.
På vej op ad trappen mod bussen henvendte manden sig til den 72-årige kvinde og tilbød hende at bære hendes taske. Kvinden afslog og manden løb fra stedet.
Om manden blot var høflig eller om han var ude på at stjæle kvindens taske er uklart. Politiet vil derfor gerne have oplysninger, der kan afklare sagen.
Manden beskrives som ca. 25 år gammel. Hans hud var mørk/gylden og han var ca. ca. 170-175 cm høj, slank af bygning, havde mørkt kortklippet hår og pæne tænder. Han var iført militærfarvet vindjakke og cowboybukser.
Henvendelse til Københavns Vestegns Politi kan ske i dagtimer på hverdage til vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard på telefon 72 58 76 99, Lokalpolitiet i Hvidovre, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.