Fortsæt til indhold

FUIS er godt i gang med den frivillige undervisning

Arkiv
Arkiv

SOLRØD: De første dage med frivillig undervisning for Solrøds ældste skoleelever har været en stor succes. Der er dagligt mellem 10 og 20 elever, der har droppet at have fri og i stedet har valgt det frivillige tilbud om undervisning.
Initiativtagerne bag Frivillige Undervisere i Solrød (FUIS) var selvfølgelig meget spændte på, hvordan det skulle gå med projektet, og om Solrøds lockoutramte elever overhovedet ville tage imod tilbuddet om eksamensforberedelse.
Men det ville de! Første dag, i tirsdags, mødte hele 20 elever op, og de to næste dage har der været henholdsvis 10 og 15 elever til undervisningen, der foregår i Sydkystens Køreskoles teorilokale i Solrød Center, hver dag fra 09.00 til 13.00.
- Undervisningen har været en ubetinget succes de første dage. Eleverne er utroligt engagerede og deltagende, og de bidrager meget positivt til at få den lidt anderledes undervisning til at gå op i en højere endhed, fortæller Morten Scheelsbeck, der er initiativtager til FUIS.
Det frivillige undervisningstilbud har modtaget tilbud om hjælp til undervisningen fra over 30 solrødborgere, og der er hver dag minimum to undervisere til stede i klasselokalet – en med ekspertise inden for de humanistiske fag og en, der har fokus på de naturtekniske fag såsom matematik.
- Selvfølgelig kan vi ikke erstatte lærernes sædvanlige undervisning, men vores FUIS-undervisere er altså universitetesstuderende og folk med lange erhverskarrierer, så vi har bestemt noget at bidrage med – og det lader også til, at eleverne har taget godt imod os, understreger Morten Scheelsbeck.

Skema for de første to uger

De frivillige undervisere mødtes i påsken, inden lockouten brød ud, og lagde et foreløbigt skema for de første to uger. Planen er derefter at mødes hver anden uge og lægge nye skemaer to uger frem i tiden, så initiativtagerne hele tiden kan tilbyde undervisning, selvom konflikten og lockouten trækker ud.
- Vi håber selvfølgelig, at lærerne og kommunerne snart blive enige, så Solrøds ældste skoleelever kan komme tilbage til hverdagen frem imod deres vigtige afgangsprøver – men nu kan de i hvert fald være helt sikre på, at vi er der til at hjælpe dem, så længe de har brug for os, slutter Morten Scheelsbeck.
Interesserede elever kan hoppe ind på FUIS’ hjemmeside eller side på Facebook og læse mere om undervisningen og tilmelde sig som elev.
Se også www.frivillig-underviser-solrod.dk eller www.facebook.com/FrivilligUnderviserSolrod.
pm