Målmand redder HIF
Målmand Andreas Larsen den helt store redningsmand i 1-1 opgøret hjemme mod Næstved
Det blev aldrig en stor HIF aften. Dertil blev der begået for mange pasningsmæssige fejl og misforståelser. Det hurtige og direkte spil var der kun i meget få tilfælde. Et af lyspunkterne udløste et mål efter 20 minutters spil. Jonas Hebo fandt Stefan Sørensen på venstrekanten. Han tog et skarpt træk og kom godt ind i feltet, hvor han fyrede kanonen af. Næstveds målmand halvklarede, og riposten sendte Jacob Ingvarsen i mål.
Så kom vi tilbage til mørket igen med en masse nærgående forsøg af Næstved og især den tidligere HIF-spiller; Anders Clausen. HIF's målmand Andreas Larsen havde et par gode redninger i de første 45 minutter, men måtte helt op på det det højeste niveau i de sidste 45 minutter.
HIF præsterede ikke som hold, men det gjorde Andreas Larsen med flere fornemme redninger, hvor man havde set bolden i mål. Det kom den også, da Næstved i overtiden via en HIF-er fik skudt på mål. Andreas Larsen var gået til den rigtige side, men blev fanget af skuddet, der ramte en medspiller. Alligevel fik han reddet bolden med fødderne, men gav en ripost, som Næstved sparkede i mål.
Uafgjort var mere end fortjent. HIF kunne have fået lidt af en snitter af Næstved, der havde helt styr på HIF's spil. Tankevækkende, at HIF, som har scoret så mange mål, ikke kunne producere flere reelle målchancer.
Der er ny kamp igen på lørdag, hvor HIF spiller ude mod HIK. Ingen nem kamp og slet ikke, hvis HIF ikke får løftet niveauet betragteligt.
Andreas Larsen blev efterfølgende kåret til "man of the match" af HIF's gamle kæmper, og det udløste et gavekort til Kvickly på Hvidovrevej.