Fortsæt til indhold

Stikker træet en plade

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 4. maj kl: 10.00, i forbindelse med Havekredsens markedsdag på Gravene, vil Trægruppen i Haderslev kommune afsløre en messingplade ved Platanen på Gravene.
Ved samme lejlighed vil Trægruppen komme med et forslag til beplantning på Gravene. De tidligere store træer på Gravene måtte lade livet da Gravene fik ny granit belægning i 2004, et projekt til over 6 mill. kr. Stort set siden indvielsen i 2004 har Haderslevs centrale plads lignet en stenørken, fordi de alt for små træer der blev nyplantet – hurtigt blev udsat for hærværk.
"Vi står uforstående overfor, at der ikke for mange år siden er blevet plantet nogle store træer som er pladsen værdig," siger gruppens formand Flemming Nissen:
Endelig vil Trægruppen i Haderslev kommune udlevere Trægruppens forslag til Træpolitik for Haderslev kommune.
"Trægruppen fremsendte den 3. februar 2013 forslag til Træpolitik for Haderslev kommune til politisk behandling i Udvalget for Plan og Miljø, men da forslaget, her tre måneder efter, endnu ikke har været udvalgsbehandlet, mener vi, at det er på tide at offentliggøre vores forslag," siger formanden. Gruppens arrangement på Gravene begynder klokken 10.00.