Fortsæt til indhold

Unge øjne på Campus Køge

Mødesteder, hvor man kan være sammen efter skoletid, står højt på de unges ønskeliste for Campus Køge. Men der skal også være plads til forskellighed.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Giv Campus Køge en park, som Lovparken i Køge, hvor vi kan mødes på kryds og tværs efter skoletid.
Sådan lyder et af de forslag til udviklingen af Campus Køge, som en gruppe unge studerende onsdag præsenterede for styregruppen for Campus Køge.
De unge kommer fra et bredt udsnit af de uddannelsesinstitutioner, der er med i campus-samarbejdet. I to dage har de unge været junior-planlæggere i Køge Kommune med særligt fokus på Campus Køge. Opgaven har været at tænke fremad: Hvad skal der til, for at Campus Køge bliver et godt og attraktivt sted for unge?
De unge var enige om, at uformelle og neutrale mødesteder, hvor man kan være sammen efter skoletid, er et must. Det kan være grønne områder, men en café og en sportshal vil også være et stort plus for Campus Køge, fremhæver de unge. Men de betoner også, at Campus skal give plads til forskellighed. Og netop derfor er muligheden for fællesskab i fritiden så vigtig.

Rammer for fællesskab

De unge har omsat deres idéer til tre film, som de viste Campus-styregruppen onsdag eftermiddag. Og filmene blev godt modtaget:
- Det er et rigtig flot og vigtigt arbejde, de unge har lavet. Det er jo deres ønsker, drømme og behov, som vi skal ramme, hvis det skal lykkes at gøre Campus Køge til et stærkt uddannelsesmiljø. I styregruppen har vi hidtil koncentreret os om at få de store linjer for Campus på plads: hvor skal den ligge, hvem skal være med og hvilke regler skal være opfyldt. Men i dag er vi blevet mindet om, at det er vigtigt, vi får arbejdet med at skabe rammer for fællesskab mellem de studerende på campus – uden at ødelægge identiteten for de enkelte uddannelser, siger Køges borgmester Marie Stærke (A), som er formand for styregruppen for Campus Køge.

Med i bog

De unges udviklingsarbejde med Campus Køge er et led i et større projekt fra RUC, ”12 byer på 12 måneder,” som skal sætte fokus på hvilke værdier, unge lægger vægt på i deres lokalområder.
Forskerne bag projektet besøger 12 forskellige byer – herunder Køge – hvor unge inviteres til workshop med lokale planlæggere og politikere for at diskutere, hvilke værdier og potentialer, lokalområdet har. Det var oplagt at tænke Køge med i projektet, fordi RUC er med i samarbejdet om Campus Køge.
”12 byer på 12 måneder” startede i oktober 2012 og afsluttes i oktober 2013 med udgivelsen af de samlede erfaringer og refleksioner i bogform.
Idéerne fra Køge indgår i den kommende bog, men inden da vil filmene om Campus Køge snart kunne ses på projektets hjemmeside: www.12byer.dk.
pm