Store, aktive forårsmesser i Køge…!
Kære læser!
Det kan godt være, at tiden er løbet fra de store messer i diverse idrætshaller m.v., men de egentlige fagmesser, hvor enkelte butikker enten allierer sig med deres leverandører, eller slår sig sammen med et par nabo-butikker, og afholder messerne ”hjemme på matriklen”, har stadig ”kronede dage”.
Fredag startede ”Aktiv Fritid” sin årlige Outdoormesse i og omkring forretningen i CF' s Petersens Gaard ved Køge Torv/Torvebyen, hvor der er åbent til kl. 18.00 og der fortsættes hele lørdagen til kl. 16.00 med en masse aktiviteter.
”Aktiv Fritid” har besøg af stort set alle leverandører fredag/lørdag, men der er ikke tale om ”bare” nogle stande. der er aktiviteter overalt i forretningen og i hele området omkring. Der er fiskeri for børnene, der er luftgeværskydning, jagthundeopvisning og meget , meget andet.
Outdoormessen har også tidligere været afholdt på Køge Torv, men nu er man hjemme i vante omgivelser, og messen tiltrækker i omegnen af ca. 5.000 besøgende. det skyldes også, at butikker i gården og i Torvebyen bakker op om messen, med deres egne aktiviteter.
Overalt er der tilbud på stort set alle varer.
Én-dags messe hos XL-Byg
Det er også det aktive, der er lagt vægt på hos XL-Byg/CF Petersen, som fredag den 17. maj inviterer til en én-dags-messe i det store bygegecenter på Værftsvej fra kl. 14.00-20.00.
Forårsmessen får besøg af en del leverandører, der alle har fået til opgave at være aktive på deres stande – og derfor kan man overalt få en faglig snak med specialister om byggeri og boligmodernisering.
Også her ved man, at det er vigtigt at tænke på børnene, så der vil være ponyridning på p-pladsen foran XL-Byg, der er ansigtsmaling, samt besøg af både en ballonklovn og HB Køge-maskotten Svante.
Lidt lækkerier vil der også være. Weber kommer og demonstrerer deres grill, og det er med smagsprøver. Ikke kun på pølser og bøffer, men også alternative, kulinariske oplevelser.
Også her er der en masse gode forårstilbud.
Mindre snyd i Køge Kommune?
Køge Kommune har netop offentliggjort resultatet af den såkaldte ”Kontrolgruppes” arbejde for 2012, hvor man bl.a. har kigget på anmeldelser fra borgerne om socialt snyderi.
Kravene til ”Kontrolgruppers” arbejde er blevet skærpet væsentligt, selvfølgelig for at sikre den enkelte borger, og det mener man i kommunen er årsag til, at det i 2012 ”kun” er lykkedes at bremse snyderi for små 2,2 millioner kroner mod det dobbelte i 2011.
Forholdene er blevet undersøgt for 152 borgere, og det har givet resultat i 39 tilfælde.
Umiddelbart kan man dog godt være tilfreds. Den øgede fokus på området, og bl.a. medieomtale af den, kan sagtens være en medvirkende årsag til, at snyderiet OGSÅ er dalet – lad og dog håbe og tro på det også…
Bornholm - for 10. gang
Der er i år 10. gang vi udsender avisen ”Go´Dag Køge – Go´Dag Bornholm”. Vort Bornholmerteam er i den kommende uge på Bornholm, hvor de besøger alle de spændende og interessante steder på den smukke ø.
Samtidig arbejder vore tilbageværende ”Køge-folk” på at indhente alle de sjove historier og annoncer, der skal få Bornholmerne til at besøge vor dejlige by. Avisen udkommer 1. juni i hele Østsjælland og 3.-4.juni til samtlige husstande på Bornholm…
- rigtig go´ weekend!