Fortsæt til indhold

Vælger man ”køb dansk” fremfor det flotteste kulturhus…?

Arkiv
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Køge Kommune kunne torsdag eftermiddag præsentere vinderen af arkitektkonkurrencen for Køges kommende kulturhus. Samlet set er det et spændende projekt til omkring 100 millioner kroner, og vinder af konkurrencen blev – som Martin Rasmussen skriver på forsiden - ”Arkitekterne Lundgaard & Tranberg”, i samarbejde med Øllgaard Rådgivende Ingeniører.
Et stort tillykke til vinderne – de har gjort et flot stykke arbejde. Det er solidt, ødelægger ikke noget, og vil uden tvivl passe glimrende ind i den eksisterende by og den nye bydel, der kommer.
Personligt er jeg sikker på, at det nye Kulturhus, når det engang med tiden kommer, ikke vil vække den store opsigt. Det er godt, holdbart og nok også en bygning, der vil kunne rumme de ønskede kulturinstitutioner: Teaterbygningen, Køge Bibliotek, Køge Musikskole, MGK (Musikalsk Grundkursus), Køge Billedskole og BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus).
Opgaven var også, at skabe et kulturhus med sale i et samlet bruttoareal på et sted mellem 4500 og 6000 kvm – og samtidig en mindre ”nødløsningsmodel” i en version på ca. det halve areal.
Ikke nogen let opgave, når man samtidig også beder om, at det skal kunne indpasses i den såkaldte ”Køgeskala”. Den er svær at definere – ”Køgeskalaen” – men det er noget med, at det skal kunne indpasses i Køge bys karakteristiske bystruktur – hvis man så ellers bliver klogere af det…
Måske er det denne formulering, der får de 4 af forslagene til at være lidt rigelig vel ”konservative” – for at bruge et pænere udtryk end kedelige…?
Vi hørte selv fra Borgmester Marie Stærke, at det nye Kulturhus ikke skal bygges over ”hals og hoved”. Der skal nu forhandles og tilrettes, så det bliver det helt rigtige hus. For det er bedre at vente ”8 dage” og få alle ønsker opfyldt…
Jeg vil sige det på en anden måde: Så vent hellere 14 dage – en måned eller et par år – og spar pengene sammen, så ambitionerne kan blive opfyldt hele vejen igennem.
Der har været danske dommere på projektet, bl.a. 2 danske arkitekter og en dansk professor – og jeg siger ikke, at de har valgt forkert, for deres vinder er kommet med et udmærket, og ganske pænt projekt.
Men skulle man have haft et projekt, der ville trække folk udefra til at komme til Køge for at kigge på, så havde man klart valgt det amerikanske forslag. Det var et helt, helt anderledes hus, der kunne være blevet et vartegn for Køge. I præsentationen blev det fortalt, at det fulgte ”Køgeskalaen”, det var meget formfuldt, der var meget træ, der var ”foldninger” på taget, men også en tagterrasse med udsigt over Køge Bugt, og så kunne vægge og gulve skydes sammen/fra hinanden, så 3 rum blev til 1 – og omvendt.
Overfor vinderne vil det være forkert at sige, at man fravalgte det ”ikke-danske-projekt”, men med alle de roser det amerikanske projektet fik med på vejen, kunne man godt fristes til at sige, at selvom det blev fortalt, at det var en enig dommerkomité, så må der have været uenighed hen af vejen.
Men man skal selvfølgelig også kigge på økonomien i sådan et projekt. Lundgaard & Tranberg som vandt konkurrencen om det nye Kulturhus i Køge har også stået bag Skuespilhuset i København, og jeg synes klart man kan ane en vis lighed.
Det gør selvfølgelig projektet billigere i Køge, at man ”kopierer” et allerede gennemført byggeri fra København til Køge…
Det amerikanske projekt ville uden tvivl være blevet dyrere, men så havde vi også fået noget, der ville være unikt for Køge…nu får vi – måske – et godt, solidt, gennemprøvet Kulturhus, og det er vel også OK..?
Personligt havde jeg foretrukket det, der ville have været unikt for Køge – men det er bare min mening…!
- rigtig go´ weekend!