Fokus på affald i husstandene i Køge kommune
KØGE: Affald er ikke affald – affald er en ressource som skal udnyttes. Derfor bad Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg forleden en række organisationer, foreninger m.v. møde op på rådhuset og give deres bud på, hvordan vi bliver bedre til at sortere og genanvende vores affald.
Engang var affald noget, der endte på store ildelugtende lossepladser fyldt med madaffald, plastikstykker og skrigende måger. Sådan er det heldigvis ikke mere. Det meste af vores affald bliver i dag forbrændt på store forbrændingsanlæg, hvor affaldet bliver omdannet til fjernvarme og energi, til gavn for både miljøet og klimaet, og det er langt bedre end fortidens lossepladser.
Men det er ikke godt nok, for meget at det, vi nu brænder af, kunne med fordel have været genanvendt. Køge kommune havde derfor inviteret en række organisationer til et aftenmøde torsdag den 11. april for at få gode ideer og forslag til bedre affaldssortering. Det store spørgsmål er: Hvordan bliver vi bedre til at sortere affaldet hjemme, hvor vi bor. For det er her, det starter.
Alle skal være med
I henhold til EU's affaldsrammedirektiv er der krav om, at 50 % af alt affald fra husholdninger skal genanvendes i 2020, og indsamlingsordninger skal være etableret i 2015. Herudover har Miljøministeren udmeldt, at der arbejdes på en national ressourcestrategi, hvor affaldsbranchen skal spille en væsentlig rolle.
Udmeldingen fra regeringen er, at den ønsker at arbejde for mere end 50 % genanvendelse, måske 60 %. Det stiller skærpede krav til genanvendelsen af såvel det tørre genanvendelige som det organiske affald fra husholdningerne. Ydermere har Ministeren udmeldt et ønske om, at målene skal nås i 2018 i stedet for 2020. Det skal ske ved, at landets kommuner laver kommunale affaldsplaner, der understøtter initiativer i retning af bedre affaldssortering.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Erling Larsen (A) siger:
- Disse meget fornuftige mål skal vi alle være med til at nå. Det vigtigste er, at det lykkes med at sortere affaldet i hjemmene. Dernæst skal der selvfølgeligt også være styr på resten af kæden hen mod genanvendelse.
Aftenens affaldsdebat satte fokus på husholdningens bioaffald, metal, plastik m.m. Deltagerne skulle give deres bud på, hvordan disse typer af affald kan sorteres allerede i husholdningerne, og det var der mange gode meninger og bud på. Efter næste tre timer kunne Erling Larsen slutte aftenen af med at takke de fremmødte for deres store engagement og de mange spændende ideer, der var kommet frem.
pm