To 17-årige anholdt for indbrudsforsøg
LILLE SKENSVED: Kort efter midnat natten til søndag, kl. 00.09 fik politiet en henvendelse fra en autoforhandler på Ejbyvej i Lille Skensved, som var blevet vækket af støj fra personers færden.
Han kunne se to fremmede personer gå hen mod en dør, og at en fremmed bil var parkeret kort derfra.
Anmelderen gav sig kende, hvorefter to unge mænd flygtede til fods og uden udbytte. For at hindre dem i at køre fra stedet brugte anmelderen sin egen bil til at spærre den fremmede bil inde.
Inden politiets ankomst bemærkede anmelderen nu, at de to unge mænd løb ud over markerne væk fra stedet.
Politiet sendte flere patruljer, herunder hundepatruljer, til stedet for at lede efter de to mulige indbrudstyve. Den fremmede bil viste sig at være stjålet på Amager aftenen forinden.
En tjenestehund gik spor ud over markerne frem til en ejendom, hvor en 17-årig dreng fra Hundested gemte sig. Han blev anholdt kl. 00.40 og sigtet for forsøg på indbrud, at have stjålet den efterladte bil og for kørsel uden førerret, da han havde kørt bilen til stedet.
Ved anholdelsen havde en lille klump hash på sig, hvorfor han både blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for kørsel i mulig narkopåvirket tilstand i den stjålne bil.
Efter indbringelse til en politistation udtog en læge en blodprøve til nærmere undersøgelse for narkotika. En anden tjenestehund fulgte ligeledes mændenes flugtrute og fandt en henkastet skruetrækker, som den anholdte mistænktes at have smidt fra sig. Den anden mand blev ikke fundet trods intens eftersøgning.
Kl. 02.38 meddelte anmelderen, at en person i den stjålne bil forsøgte at starte den og trådte på bremsen, så bremselysene lyste op. Inden politiets ankomst var personen flygtet. Ved eftersøgning i området fandt en patrulje en ung mand gående på Buen, Lille-Skensved, med mudret tøj og mudrede sko.
Der var tale om en 17-årig dreng fra Grenå, som oplyste at have været til en fest. Politiet mistænkte ham dog for at være den manglende gerningsmand, hvorfor han blev anholdt kl. 03.20.
Forældrene til de anholdte samt de sociale myndigheder blev underrettet om anholdelsen.
Efter afhøring til sagerne blev begge anholdte løsladt, men de kan forvente senere at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
pm