Fortsæt til indhold

Esbjerg slog Outrup for anden gang

Esbjerg Motorsport sikrede sig sejren og bonuspointet, da de i returmatchen mandag aften slog Outrup Speedway Club. C og D-kørerne blev afgørende, lyder det fra begge hold.

Arkiv
Arkiv

For anden gang i Dansk Metal Speedway League hentede Esbjerg Motorsport en sejr mod Outrup Speedway Club. Sejren kom i hus på Outrups hjemmebane med cifrene 45-39, og foruden de to point får Esbjerg også bonuspointet.
Det luner i Esbjerg-lejren, hvor holdleder Ib Pedersen kalder sejren for en holdindsats.
"Vi har opbygget en vindermentalitet i Esbjerg, som er helt fantastisk. Vi var faktisk bagud indtil heat 6, men viser så, at vi bare ville vinde," siger Ib Pedersen.
På trods af endnu et nederlag kunne de i Outrup glæde sig over, at nederlaget til Esbjerg kun var halvt så stor som sidste gang.
"Vi kører en skide god match. De første 6 heat var gode, men vi mangler stadigvæk lige det sidste. Men vi fik halveret nederlaget i forhold til sidste gang mod Esbjerg," siger Mike Jonson, der vikarierede som holdleder for Outrup, fordi Outrups normale holdleder, Steven Andersen, var syg.
Ifølge Mike Jonson var det især Esbjergs C og D-kørere, som blev afgørende for udfaldet.
"Vores bund var ikke helt stærk nok i dag. For vores B-kører Mads Korneliusissen laver jo 16 point – det samme som Esbjergs A-kører, Niels-Kristian Iversen," siger han.
Den vurdering er Ib Pedersen meget enig i.
"Vores D-kører Michael Palm Toft laver 8+2, så han var virkelig godt kørende. Det er også derfor, at vi har investeret så mange penge i ham. Det er sådan noget, der kan være med til at kaste guldmedaljer af sig," siger Ib Pedersen, der dog også delte roser ud til Outrups Kenneth Bjerre og Mads Korneliussen.